”The incantation ”When the god was made” used on the second day of the ritual and the best preserved on the Sultantepe tablet STT 200, effectively contains a summary of the essential meaning and form of the mouth-washing/mouth-opening ritual. The statue of the deity shares in the lofty status of the deity him/herself. It is understood as the joint creation of god and human. Human hands formes it from wood and adornes it with precious stones and metals, but the relevant gods inspired every aspect of the work and the workmanship is ascribed to the gods themselves. The finished statue cannot fully function as the deity's manifestations until its mouth has been opened.”
The Mesopotamian ”mis pi” ritual in the book ”Born in heaven, Made on earth” by Michael B. Dick

Display, Blind, Begravelses Brylluppet (- tre titler en forestilling!!!)
Et ”Display” er udstillet og overladt til beskuerens tolkning, derfor taler man også om display i forbindelse med udstillingsmannequinner. ”Display” var imidlertid også den første arbejdstitel på forestillingen "Begravelses Brylluppet", der bl.a. arbejder med inspirationer fra: Erwin Neutzsky-Wulff's indgående og omfattende behandling af initationer og indvielser, H.V. Kleist og andet materiale, samt en fuldstændigt nyudviklet figurteaterteknik, der andrager design og et usædvanligt materiale brug. Forestillingen udvikles af scenekunstteatret ”Mediet og Masken” og instruktør Rolf Heim, primært for Bådteatret i København. For at gøre forvirringen total (!) skal det her nævnes, at det også er den forestilling, der er omtalt som BLIND i Tag i Teatret Magasinet i forbindelse med Bådteatrets repertoire. I forestillingen indgår vores nyudviklede og idealiserede menneskestørrelse kvindelige animationsteaterfigur i kulfiber, epoxy, silicone og gummityper, der afvikler de traditionelle mekaniske ledtyper, en mere eller mindre afklædt mandlig figurfører, en smuk og dragende kvindelig danser og elektronisk lydkunst, der er under restriktive regler defineret af ”Mediet og Masken”. Fremfor alt et aggregat af medietyper, der danner ritualets og det kunstneriske eksperiments fundament, der tillader, at vi kan presse de involverede medier til deres yderste ydeevne. Derved håber vi mere end at antyde publikums andel af projiceringen som udmærket ved animationsteaterfigurens funktion som skærm for publikums bevidsthed og animationsfiguren som ritualets mediator og tilnærmelse til idéer om dramamystikonet, der sættes ind som billede på det i ritualet fraværende menneske (- jeg'et!!!).

DRAMA
Dramatiseringen følger et ritual, fra selvspejling, til gennembrud af spejlet, til en egentlig projicering af verden fremfor dualismens deciderede adskillelse af væren i verden og skaber. Værket tager en time og hvert øjeblik styres præcist... - Eller gør det? Kan man det? Det gør imidlertid ritualer, her viger man ikke fra præcedens. Derfor må man også se udviklingen af forestillingen som etableringen af netop et gyldigt ritual i en tidssvarende setting, med hvad det indebærer af teknologier. Der er ikke noget egentligt forelæg andet end den menneskelige psyke og dens mulige bevidsthedsniveauer. Dramatikken omkring animationsteaterfiguren er sikret. Figuren er ritualets såkaldte drama-mystikon, publikums skærm, hvor publikum er figurens kød og blod, mens figurføreren må ofre sin genius til figuren for at give den liv i publikums bevidsthed.

PROJICERING
Nedenfor følger bevæggrunde og en lille bid af den nødvendige idéhistorie, som danner baggrunden for tankegangen i vores arbejder, der bekender sig til og naturligt nok forholder sig til en af verdens ældste medier, der netop i disse år oplever fornyet interesse på baggrund af nye ”avancerede” medietyper. I forestillingen er figuren, som nævnt, et ”Display” eller en skærm på lige linie med en projiceringskærm, men med aldeles andre udmærkelser, da den jo står mere til rådighed for publikums egen projicering end ja, faktisk de fleste andre medietyper. Se fx. filmen, hvor alt i billedefeltet, til enhver tid er styret som i et fastlagt foto. Vi er som beskuere underlagt kameraets betragter-rolle til filmens begivheder, altså kamera og klip som bevægelse og de udmærkelser og begrænsninger det giver. Eller se videoen som en forfører, der giver os et mere ”realistisk” billede på de mest intime begivenheder. Videoens særlige medietypologi udmærker sig fx. ved rockkoncerter, hvor vi transmitteres Bonos sved og spyt over lang afstand på en storskærm, ved overvågning og især i pornografien, hvor aktørerne selv kan holde kameraet for at forstærke udtrykket af ”the really real”, well you don't fool us eller hur? Fornemmelsen af ”realitet” er ekstremt forførende og let reproducerbar, derfor passer den så godt til massemedierne begrænsninger.

GENIUS OG RUACH
Et meneske kan opføre sig mekanisk, men er aldrig mekanisk. Man kan derimod få en maskine til at svare på intelligente spørgsmål, men som det siges ”in die maschine schliess das licht”. Mekanik har ingen genius. Maskinen er rent mekanik. Ånde er imidlertid det, der mest åbenbart skiller liv fra død. Går vi tilbage til de tidligste Upanishader lyder det, at en kropsdel eller et lem, som ikke får luft (ilt) bliver slapt og dør. Ligeledes er guds ånde det, der i den tidlige jødedom, skal blæses ind i skabelsens værk, Gudens ånde er her Ruach, usynligt som guden selv. Noget som ligger uden for mennesket, men som skal materialiseres igennem mennesket. Ånde er derfor også grundlægggende som bevægelsens forudsætning for vores menneskestørrelse figurer.

ÅNDE
I Scenekunst teatret ”Mediet og Masken” betragter vi åndedrættet som et fælles tegn på liv. Men i hvilken grad og hvad betyder det for indlevelsen og fascinationen af en given animationsteaterfigur. Åndedrættet er som bekendt som et umærkeligt pendul, fejret ved rygningen, her bliver åndedrættet synligt, en art offerrøg, der markerer vores deltagelse i det ”store” åndedræt. Røgen der har været nede at vende i vores legemer viser, at vi er en del af det store åndedræt, at vi er fælles liv. Åndedræt er umærkelig genkendelse. Åndedræt bedyrer bevægelse, sindsbevægelse, overgangen mellem liv og død, eller i sexualiteten hvor vi glemmer os selv i åndedrættet, der hvor vi både er og ikke er. Et af de spidfindige vilkår i menneskets bevidsthed er jo netop denne bevidsthed, om at være og ikke være, der ydermere er knyttet kraftigt til jeg'ets lille opfattelse af realisme.

MEKANIK OG ONDSKAB
Ånde og genius er derved grundprincipper for al bevægelse, der ikke er mekanisk. Det mekaniske er som nævnt uden genius og derved at betragte som stivnet liv og således grotesk og absurd. Mekanikken udstiller en nærmest morsom og karrikeret stivhed og eller ondskab. Ondskab turde her defineres som en stivhed og en fastlåsthed jvf. fx billedet af Satan, der i det dybeste helvede netop er fastfrosset i is og ikke er istand til at vandre med Dante mod lyset, men efterlades grædende hængende på hovedet i det nye perspektiv. Dette sker efter at hovedpersonen trækker mod syd og har drukket af henholdsvis glemselens og dødens to floder. Noget tidligere i Sumer er idéen om det søde vand, der rinder under jorden, sat. Her dog uden den voldsomme syndsbevidste konnotation og grove polarisering i det gode og det onde. Den grove polarisering tegner især europæiske opfattelser af figuren, der stadigvæk i høj grad præger den. Postulat: Den bliver derfor ofte mere bærer af et udsagn (et postulat om liv) en egentlig besjælet og beåndet. Der ligger en grund for alle antagelserne i vores egen kultur og dens historie. Man kunne behændigt betragte denne kultur samlende som et nervesystem, eftersom der til grund for den udelukkende ligger nervesystemer i et vist moralsk og idéhistorisk klima. Når man behæfter en figur med mekanik, bliver den latterlig eller ond. Derfor kan den som en mesterjakel også meget nemmere tillade sig at sige en del grove sandheder om samtidens persongalleri og idéer. Den kan i karrikeret form lettere udtrykke frustrationer og slå uhæmmet med en kølle (- som ”Dolph”, den blå flodhest i et populært dansk satire program, her ser vi nærmest den genfødte mesterjakelfigur i blåt flodheste betræk), den er nemlig i udgangspunktet ikke farlig og ikke fascinerende som figur. Fascinationen andrager noget guddommeligt, men ren fascination er naturligvis lig med døden.

EMETH OG METH
I forbindelse med figurens animering, må vi også henvise til de jødiske ord for liv og død ”Emeth” og ”Meth”. Som det let ses, adskiller de to ord sig ikke væsentligt fra hinanden. Den jødiske legende om Golem, et animeret væsen af ler, skabt af en rabbiner, der netop bærer disse mytiske ords kraft på sig og i sig, som et display, betegner figurens overgange fra liv til død, til liv igen etc.. Og er betinget af det første E i Emeth. Her drager vi så videre til de svare paraleller i den sumeriske/assyriske skabelsesmyte, som den jødisk-kristne religion, jo netop også låner alt sit arvegods fra. Det er her idéen om et egentligt bevidst logos er nedskrevet tydeligst. Skaberordet, der kan få tingene i menneskenes verden til at opstå og afvikles, ved guden Marduk. Han er den, der stiller sig til rådighed for et veritabelt dragedrab, det hjernekirugiske snit der skaber den opdelte verden ud af den kvindelige kaosdrage Tiamats heldigvis store krop, det kender vi nordboere ikke mindst selv fra vores egen mytologi. Tiamat er som moder, rimeligt nok rasende over, at guderne har sendt en syndflod over jorden og udslettet hendes børn, menneskene (naturligvis undtagen dem i Arken, for den historie kommer nemlig også herfra og er i øvrigt anbefalelsesværdig som det meste i den sumeriske og assyriske religiøse teksttradition). Menneskene larmede imidlertid så meget, da de gik i gang med at udføre gudernes arbejde, at guderne, som de havde tænkt sig det, alligevel ikke kunne sove og derfor sendte druknedøden efter dem. Det kræver jo, som bekendt, nogle ofre at få kendskab om sig selv. Jeg skulle hilse fra Doktor Faustus desang..

BILLEDFORBUD
Hvordan relaterer disse tanker og spring i kultur og historie sig så til figuren? Først og fremmest var både Ægypten og Sumer de store riger på denne tid, som jøderne, et udsat og babarisk nomadefolk uden egentlig bosted, måtte forsvare sig imod. Det gjorde de fx. ved at indføre den usynlige gud efter et filosofisk ressonament. Her sættes billedforbudet. Der, som vi nyligt har set, endnu persisterer kraftigt i både en materialistisk protestantisme, jødedom og især i mere eller mindre udbredt grad i grene af Islam. Det er påbudet om, at man ikke skal sætte noget billede (figur, statue, sten, eller fx. pæl ) istedet for guden. Billedet ville i denne tankegang lægge for stor vægt på individet og derved stå i vejen for en samlende jødedom. Jøderne fandt en gud, der kunne forene folket mod overmagten i primært de store kulturer, der netop udmærker sig med et væld af afbildinger. Som en del af de store oldtidskultures religiøse teknik, transporterede de deres guder rundt i landet, som statuer med komplette indvielser (besjælinger), der sikrede gudens virkning gennem statuen, figuren eller ikonet. Vi skal her være opmærksomme på, at ikonet ikke er symbolsk, men rent faktisk guden i en af dennes epifanier, for de var jo ikke fastlåst i en ideel form, som fx. guds søn Jesus på korset.

INSPIRATION OG ÆSTETIK
I oldtidens Mesopotamien og Ægypten og Grækenland, fjernes det menneskelige element (- se iøvrigt den fremragende bog herom ”Born in Heaven Made on Earth” af Michael B. Dick, som jeg mener burde være pensum for animationsfolket!), ved at man har indført det ritual, der hedder ”Cutting of the hands of the craftmen”. Det lyder drabeligt, handlingen er imidlertid udført med træknive, der illuderer rigtige knive. Ved sådan et ritual turde det være klart, at det handler om den åndelige inspiration, nedstegen ved descendensen, og ikke den menneskelige materielle værdisættelse og fjernelse i anskuelse, fra verden, uden gud intet menneske og omvendt. Dette er endnu klarere i de ægyptiske ritualer, hvor vi vil se, at mennesket spejler sig i gudernes epifanier og ikke i sig selv. Sjovt nok har dette fænomen jo ofte givet anledning til en udmærket og forfinet sans for æstetik jvf. fx. den japanske fastholdelse ved shintoisme, parallelt med budhisme. Derfor er også æstetikken, det skønne og fornemmelsen for det artificielle ved kunsten nogle af ”Mediet og Masken” absolutte moderne stillistiske greb ( - hvis man da endnu kan tale om modernitet, som et tidssvarende udtryk og element, eller må nøjes med at henføre til ”modernitet”, som endnu en af det tyvendeårhundredes -ismer!).

SOM GUDER
I Asien, der ikke er under indflydelse af jødedom, men måske snarere oprindeligt udvekslede tanker med perserne, er princippet om godt og ondt jo også til stede, men i en noget anden form end i den jødiske, kristne og muslimske tankegang. Her er det en personlig oplevelsessag, som man jo kan komme ud for. Gudernes epifani, tilstedekomst og repræsentation af det gode og det onde, er aldrig impliceret med fordømmelser af anderledes tænkende. Snarere ser man her, at det er personens eget nervesystem og mulige reaktion på et kompleks, der betinger oplevelsen af det gode eller det onde. Jvf. også Noh maskernes idealiserede menneskelige typologier, der breder sig over et bredt felt af menneskelige genkendelsesformer. Masker, der således, ikke er for groteske, som fx. Commedia del arte traditionens, åbner sig på denne måde overfor et publikum. Vi kan altså ikke tale om en arketypisk forekomst, da det implicerer en karakter, der er selvskyldig og som sådan offer for en hvis mekanik eller last, nærmest en groteske. Vi må her også betænke hvorfor Noh benævnes ”Gudernes Dans”, - ”it is larger than life”, derfor er tøjet også ”larger than life”. Vi finder paralellen i dag, fx. i guddommeliggørelsen på film af meget rige mennesker, der aldrig tænker på livets fornødenheder. De er derimod styret af en anden lov end hverdagsmennesket, optaget som de er af intriger, begær og jaluosi – you know? Skæbnebestemte gudemennesker, der, i lige linie fra den græske tragedie, kommer fra den herskende klasse, gudemennesket eller halvguden. Først repræsenteret i fortællingen om Gilgamesh i det sumeriske epos af samme navn. Han der søger udødeligheden. Man kan også kaste et blik på moderne asiatiske film og deres udfriende ”kølighed”, der ikke dømmer personerne så hårdt som især i vestlige film. Eller som lederen af figurteatercenteret i Taipei Taiwan fornyeligt udtrykte det, da vi mødtes i Polen: ”Vi har ikke de problemer, som I har i vesten og den arabiske verden. For vi har jo mange forskellige guder”. Altså en anerledes pragmatisk livsholdning, der anerkender andre folks guder, da forholdet til guderne jo netop er en oplevelsessag, og derfor tættere på verden end en causal logisk betinget dualisme, der oprindeligt anslås med den græske religions forfald og Platons tanker på en egentlig idealverden, bag skyggerne. Nu ofte fortolket som vor tids heldigvis snart aflivede og psykologiserede ”underbevidsthed”, da det eneste der findes, ifølge moderne hjerneforskning og kvantefysikken, netop er bevidsthed.

FRA IKKE VIDEN TIL VIDEN
Man kunne spørge: Hvorfor skal man nu bruge så megen tid på fortidens støvede idé- og religionshistorie når man arbejder med ny scenekunst? Det er primært fordi, det er den eneste måde, hvorpå vi kan distancere os selv som dannede mennesker til vores egen (u)-kultur og derved have en forståelse, der kan tilbyde vores publikum en mulig rigdom i forhold til det at bevæge sig ud af realitetens forsnævrende rum. Differenceringen kommer jo ikke udefra, men indefra, den skal åbnes op med en forførende dirk og det er kunstnerens opgave at udslette det sort/ hvide perspektiv i det muliges grænseområder. Vel at mærke uden at pege fingre, det lader vi nemlig alene ”realisterne” om! Eller sagt på en anden måde: Erkendelse skal ikke forstås som en måde hvorpå man samler sig viden om ydre verden, men som en måde at skabe verdener på. Det er i sidste ende den bevægelse, et sindets kvantespring fra ikke viden til viden, al erkendelse handler om.

Svend E Kristensen ”Mediet og Masken” 2006, info@medietogmasken.dk
www.medietogmasken.dk

Neopeuppetry research shell of hypernaturalistic body 2006

Figurine/puppet Babylon 300 century bc.

Face of hypernaturalistic puppet for performance "Display" "Mediet og Masken" 2006 - granted by "Kunstsstyrelsen" DK.
Head is costumemade by sponsor Hindsgaul Mannequins DK.