Kommentar til Krystallet Hævner

- Vi blev ledt ind i mørket og stykket begyndte med nogle svage lyskeglers diskrete henvisning til nogle af scenens brændpunkter.

En stemme åbnede en æterisk dør og jeg kom straks til at tænke på en ven og mines samtaler om vores første oplevelser for mange år siden med LSD; Er du inde eller ude?

Et spørgsmål der ikke giver nogen videre mening med mindre man har haft visse liminelle oplevelser. Men det er forskellen på min boble og de andres, og så den store, den der griber alt og trækker det om bag ens nakke eller ind i éns indvolde i lange tynde tråde. Når man trækker vejret, trækker man i trådene – i verden. Når man bevæger sig følger omgivelserne med som små kyllinger bundet til deres mor. Man er ikke længere tilskuer til verden, men inde i den.

Pygmalion træder ind på scenen. Hans skridt er afmålte og udstrækker sig i lige linier. Han er ikke rystet, han er kold. I klæder der bliver til scenens bannere finder han sin maske som han lægger demonstrativt frem på en stele. Han er frarøvet en drift og gemmer den endnu længere væk i cølibat. Men trykker man ind på en ballon et sted, buler den som bekendt ud et andet og hvor han "maskerer" sin lidenskab et sted bliver den til en elfenbensdukke et andet.

Allerede her har musikfladen gjort stort indtryk. Det er collage trofast til det sfæriske univers med lydstykker af Górecki, muligvis Morton Feldman og flere ting fra Brian Enos "The Shutov Assembly". Det var en ren fornøjelse og ganske vel koordineret og symbiotisk med Svends performance og omvendt selvfølgelig.

Han vandrer med sin dukke, de kigger på hinanden, og en higen fødes. Han vil have liv i kludene og liv får den tilsyneladende. Dens hvide kolde klæde falder som et tæppe foran et rødt og hun får liv, men her drejer Svend for alvor væk fra Ovids forlæg. Pygmalion finder sin maske og det virker som om dukken overtager gløden, hans glød. Hun ender med at kvæle ham.

Mange hændelser forløber i det subtile og de er selvfølgelig ikke alle lige indlysende, men det virker umiddelbart som om hun fra sit nyfødte liv, som hun hurtigt lærer at betræde, ønsker at lette. Dette lader sig ikke gøre fordi hun stadig "hænger fast" i sin skaber og hun må dræbe den hånd der fører hende, som ikke vil slippe hende fri.

De til tider næsten pirrende underspillede bevægelser afføder et hav af liv, og der er ingen tvivl om at talrige andre aflæsninger kan indlæses (især når man tænker på titlen), og bør indlæses da den rene historie i sig selv ikke er videre original, men det var da også først bagefter, hjemme igen, at jeg gjorde mig tanker overhoved om stykkets impulser og causa.

Mit første og under hele stykket eneste indtryk var af rent æstetisk karakter. Det flagrende klæde i mørket, og især hendes kjole der var syet så hun svævede flere hoveder over sin elsker før den foldede sig helt ud, de hvide masker der kun ville miste forståelse ved at talt sprog, nedkomsten af hendes livsgnist og hendes fratagelse af hans.

Svend flyttede tidens momentum og førte ganske behændigt opmærksomheden ned i kvindens rene, hvide og glatte ansigt, der i sine dybe øjne og bløde bevægelser blev levende på scenen. Jeg sad blot og ventede på hvornår hun som en anden Pinocchio, skulle fjerne Pygmalions og Svends tyngende hånd, og gå.
Mikkel Starup Forfatter

Contact

Forestilling

English

Music